Avisen

Målet med aktiviteten er, at børnene oplever, hvordan de med skrift og billeder kan kommunikere og fastholde en fortælling eller et budskab.

 

Avisen
Sprogområde: Opmærksomhed på skrift Alder 3-6 Deltagere 4 - 30

Sådan gør du

Lav en fælles avis med de historier fra ugens løb, som børnene finder spændende og meningsfulde. Lad børnene deltage i avisskrivningen ved at lade dem skrive, tegne og illustrere til den tekst, den voksne laver.

  1. 1

    Vælg en ugedag, hvor I laver avis. 

  2. 2

    De børn, der har en god historie til avisen, rækker hånden op og fortæller deres historie.

  3. 3

    Du er sekretær og skriver historien ned.

  4. 4

    Historierne i avisen kan suppleres med børnenes tegninger og billeder fra ugen, der gik.

  5. 5

    Avisen placeres på en reol eller skrivepult på stuen. Her kan den læses af børn og forældre ved afhentningen.

  6. 6

    Eksempler på historier:

    • Ænderne fik brød, da vi var ved søen.
    • Mooncar-racerløb på bilbanen.
    • Tilde har lavet børnehavens længste fingerstrik.
  7. 7

    Tip! Børn der har brug for støtte: Sprogligt udfordrede eller tilbageholdende børn, kan have udfordringer med at fortælle/genfortælle en historie. Vælg ind imellem et barn ud og observer, hvad barnet laver i løbet af dagen. Tag dette med i avisen og stil barnet enkle spørgsmål som: "Kunne du lide at fodre ænderne"? (Ja/nej spørgsmål) eller "Kunne du bedst lide ænderne eller legepladsen"? (enten/eller spørgsmål). Integrer barnets svar i avisens tekst.

  8. 8

    Tip! Integrerbarhed i hverdagen: Avisen kan bruges som pædagogisk dokumentation, brobygning i forhold til forældresamarbejde og til højtlæsning med fokus på dialogisk læsning. Det, at barnet selv har deltaget i de aktiviteter, som indholdet i avisen beskriver, gør det lettere at huske historierne - og motiverer til at bruge sproget.