Målet med aktiviteten er, at børnene får erfaringer med at bruge forskellige skriveredskaber og derved får lyst til og mod på at eksperimentere med skrift og tegn.
Én af børns veje mod at blive opmærksomme på skrift, er deres erfaringer med selv at producere “mærker”, tegn, symboler samt bogstaver - og til dette skal de bruge værktøjer. En del af arbejdet med at understøtte børns møder med skrift er tidligt at præsentere dem for forskellige værktøjer. Børn motiveres til at bruge skriveredskaber, hvis de præsenteres for redskaber, de kan magte og håndtere. Der skal altså vælges redskaber, som tager hensyn til børnenes motoriske og kognitive stadie. Nedenfor kan du se nogle pointer, du kan have i baghovedet, når børnene skal udforske skriveredskaber.
Børn har gavn af at bruge værktøjer, de kan udforske og holde om - det kan f.eks. være giftfri og solide farvekridt, der passer i en lille barnehånd. Disse farvekridt kan holde til at blive banket ned på papiret, kastet med og meget andet.
For at give børnene mulighed for at lave deres “mærker” på papiret, er det en god ide at tape papiret fast til bordpladen, hvor barnet sidder. På den måde rutcher papiret ikke rundt, hvis barnet vil udtrykke sig med store bevægelser. Lad gerne børnene udforske tegne-, male- og skriveredskaber med forskellig konsistens som f.eks. fingermaling og farvekridt.
Hæng gerne børnenes værker op på stuen til udstilling - dette kan styrke børnenes lyst til at indgå i aktiviteterne.
OBS: Prøv at lægge mærke til, hvilke mærker børnene laver på papiret. Mange børn vil tidligt være optagede af, at kunne lave “prikker” på papiret.
TIP! Børn der har brug for støtte: Det er ikke alle børn, der er interesserede i kreative aktiviteter. For at undgå, at barnet "kun" deltager for at imødekomme de voksnes krav, får det overstået og hurtigt er videre, må man prøve at fange barnets interesse. Målet er fordybelse. Hvis et barn ikke kan lide at sidde ned i lang tid, kan I prøve at give andre muligheder for at lave "mærker" med skriveredskaber. Kæmpekridt til udendørsbrug, store malerier på mur eller plankeværk eller skrive med pinde i sand er andre former for tegnbrug, som kan give erfaringer til de børn, der ikke bliver fanget af at sidde stille ved et bord og tegne.
TIP! Integrerbarhed i hverdagen: Hav skriveredskaber tilgængelige for børnene så ofte som muligt, så de har mulighed for at vælge aktiviteter med skrift og tegn. I denne aldersgruppe er det svært at have skriveredskaber tilgængeligt konstant - og det kræver ofte voksenopsyn. Med kridt til udendørsbrug og farvekridt som tilvalgsaktivitet indendørs, kan det måske blive en del af hverdagsrutinerne.