Tekstboksen ("Skolestart")

Målet med aktiviteten er, at børnene bliver nysgerrige på, hvad skrift og tekster er og hvad de kan bruges til. Målet er også, at alle børn bliver opmærksomme på, at tekster ikke kun findes i bøger, men overalt i deres omgivelser.

Tekstboksen ("Skolestart")
Sprogområde: Opmærksomhed på skrift Alder 5-8 Deltagere 4 - 30

Sådan gør I

I skal bruge:

- En mellemstor kasse eller æske som kan rumme et A4 ark.

- Pynt til æsken (glimmer, palietter, udklip fra blade osv.)

- Forældrebrev - du kan skrive dit eget eller printe vores version. 

 

Aktiviteten kan med fordel laves som et forløb over et par uger.

  1. 1

    Den første uge i forløbet medbringer alle børn et bestemt antal tekststykker i form af genstande, udklip eller billeder med tekst fra deres nærmiljø. Børnene kan medbringe et enkelt tekststykke eller et nyt hver dag.

    Saml alle teksterne i en kasse.

  2. 2

    Når der er samlet tekster fra alle, trækker I hver dag i løbet af ugen en tekst fra kassen. 

  3. 3

    Vis tekststykket frem for børnene og spørg ind til hvem af børnene, der har haft det med. 

  4. 4

    Lad barnet fortælle den historie der knytter sig til tekststykket.

  5. 5

    Stil evt. spørgsmål som:

    - Hvor barnet har fundet tekststykket?

    - Hvorfor barnet har valgt tekststykket?

    - Hvad tekststykket har været brugt til?

  6. 6

    TIP: Kobling til læsning og skrivning:

    - Gør opmærksom på særlige kendetegn ved tekststykket (skriv det evt. op på tavlen).

    - Gennemgå bogstaverne og bogstavernes lyde i et vigtigt ord fra tekststykket.

    - Bed barnet placere tekststykket ud for et kort med det bogstav, som tekststykket begynder med (f.eks. "BR" ved B).