Tegneserie: Min skolestart ("Skolestart")
Målet med aktiviteten er at give børnene erfaringer med at opbygge og fortælle en personlig historie. Herudover får børnene, ved hjælp af tegneseriens struktur, en visuel oplevelse af, hvordan de skaber tidsforløb i en historie. Målet er også, at børnene ved at kigge på og evt. lytte til hinandens historier får større forståelse for hinanden.

Sådan gør I
At lave en tegneserie er en anderledes måde at fortælle en historie på. Mange børn motiveres til at fortælle gennem tegneseriegenren, hvor tegningerne - det visuelle - fylder meget. Taleboblerne til udklip kan styrke fantasien og sætte fart i opbygningen af en spændende fortælling.
I denne aktivitet er børnenes overgang fra dagtilbud til skole omdrejningspunktet, men tegneseriearket kan sagtens bruges til mange andre fortællinger.
Det skal I bruge: Tegneserieark, tegne/skriveredskaber, saks og lim.
-
1
Print materialet så der et sæt til hvert barn.
-
2
Børnene kan nu lave en tegneserie, der fortæller, hvordan de har oplevet skolestarten. Børnene kan lave tegneserien, som de har lyst til: tegne, male, bruge tegn og/-eller bogstaver osv. Det vigtige er, at de fortæller deres historie.
-
3
Børnene kan klippe talebobler og lydeffekter ud og lime dem ind i tegneserien for at give dramatiske effekter.
-
4
Hæng gerne de færdige tegneserier op og lad evt. børnene fortælle de andre børn om deres tegneserie.

Tips og tricks
Her kan du printe tips og tricks, som ganske kort fortæller, hvordan forældre i hjemmet kan støtte op om deres barns sprog.
Alle tips tager udgangspunkt i helt almindelige dagligdagssituationer.