Sans med fødder og hænder - indendørs
Målet med denne aktivitet er, at børnene får erfaringer med ord for forskellige konsistenser og overflader. Via sansning med hænder og fødder får børnene kropsligt forankrede erfaringer med forskellige overflader og konsistenser, mens den voksne som sproglig rollemodel giver børnene ordene.

Sådan gør I
Aktiviteten kan både bruges ude og inde (se udendørsaktiviteten her). Den kan også laves i mere eller mindre struktureret grad. Det er altid en god ide at gribe chancen for at være sproglig rollemodel i øjeblikket - f.eks. når barnet af sig selv rører ved vandet på bordet og opdager, at overfladen føles anderledes end der, hvor bordet er tørt. Hvis du vil have en mere struktureret aktivitet, har du mulighed for at forberede forskellige konsistenser og underlag, som børnene kan udforske.
-
1
Lav en sansebane, hvor børnene kan gå en kort rute gennem forskellige former for underlag. Det kan være vand, kunstgræs, perler, fjer - og mange andre ting, der føles forskellige, når vi sætter fødderne i eller på dem.
-
2
Du er den sproglige rollemodel, som følger børnene rundt og italesætter deres sanselige oplevelser.
-
3
Ord I bruger sammen kan være: blød, glat, hård, kold, varm, våd, ru, stikke, kilde, kradse mv.
-
4
TIP til at bruge ordene i hverdagen:
I jeres hverdag findes mange muligheder for at sanse og italesætte forskellige underlag og konsistenser. Hvis børnene går barfodede kan du italesætte, hvordan det føles, når barnet går fra et underlag til et andet - f.eks. fra gulvet op på madrassen. Du kan f.eks. sige: “Så, nu går du lige op på madrassen - var det dejligt at komme op på den bløde madras i stedet for det hårde gulv”?

Tips og tricks
Her kan du printe tips og tricks, som ganske kort fortæller, hvordan forældre i hjemmet kan støtte op om deres barns sprog.
Alle tips tager udgangspunkt i helt almindelige dagligdagssituationer.