Vis interesse i det barnet gerne vil fortælle dig. Noget af det bedste du kan gøre for at styrke dit barns lyst til at kommunikere er at lade barnet føre an i jeres kommunikation i stedet for selv at være styrende i samværet. På den måde styrker du barnets lyst til at kommunikere med dig og lærer også barnets interesser bedre at kende.
Når du skal vise interesse og følge barnets kommunikation er det en god ide at du:
Holder øje med barnets kropssprog, handlinger og mimik, så du kan lære mere om barnets interesser.
Er i øjenhøjde med barnet, så I kommunikerer ansigt til ansigt
Giver dig god tid til at vente på barnets svar eller udspil. Vent, læn dig frem og se forventningsfuld på dit barn.
Lyt opmærksomt til dit barn. Kig på barnet mens det kommunikerer uden selv at sige noget.
(Inspireret af principperne fra “The Hanen Programme”)